Start kampagnen: Get moving fagtekst

Start kampagnen fakta: Fokusgruppe

Fokusgruppe

En fokusgruppe tilkendegiver holdninger og meninger om et bestemt emne. Gruppen kan være sammensat af et reklamebureau, en samfundsforsker eller en offentlig instans.

Get moving

Get moving er en stor og omfattende kampagne om fysisk aktivitet som sundhedsstyrelsen afvikler hvert år. Den blev igangsat i 2003. I 2012 blev den afviklet med titlen Kroppen som transportmiddel.

Kampagnen afvikles hvert år i ugerne 16 – 18 og har målet: fokus på at udbrede kendskabet til anbefalingen om, at børn og unge fra 11 til 15 år minimum skal være fysisk aktive 60 minutter om dagen.

En lang række organisationer, fx Naturstyrelsen, Hjerteforeningen og Cykelforbundet, deltager i kampagnen med aktivitetsforslag, film og undervisningsmaterialer der passer til deres formål.

I 2007 fik sundhedsstyrelsen udarbejdet en rapport om kampagnen. Vi citerer fra rapporten her, så I bedre kan forstå kampagnens mål og målgruppe:

Get moving – kroppen som transportmiddel – en kvalitativ analyse

Det skal være IN at være aktiv. I forhold til arbejdet med kommunikation er det en målsætning for Sundhedsstyrelsen at indarbejde en trendy tilgang til fysisk aktivitet som transportmiddel. Det skal være sejt at tage cyklen eller gå til og fra skole eller arbejde m.m.

(…)

2.3 Kroppen som transportmiddel

Der er ikke noget som helst i hverken børnenes eller forældrenes forslag, som drejer sig om kroppen som transportmiddel. Og direkte adspurgt, giver de udtryk for, at det simpelthen er irrelevant, da børnene allerede bruger kroppen som transportmiddel i det omfang, det er nødvendigt og opfattes som muligt. Det ”mulige” hænger sammen med, at det skal være inden for en rimelig afstand og under sikre forhold.

Og her spiller de voksne naturligvis en rolle, fordi de er normsættere for, hvornår det er muligt eller ej. Fx om barnet selv må gå eller cykle til skole, til fritidsaktiviteter og til venner. Flere steder er det vurderingen fra forældrene, at cykelstierne ikke er tilstrækkeligt sikre, og børnene får derfor ikke lov til at cykle til skole.

Men for børnene er der ikke umiddelbart noget, som kan motivere dem til at bruge kroppen mere som transportmiddel, andet end hvis deres forældre skulle opsætte nye normer for, hvornår de må eller skal gøre dette.

(…)

2.4 Anbefalinger

I forhold til emnet ”kroppen som transportmiddel” kan Millward Brown på baggrund af indeværende undersøgelse anbefale Sundhedsstyrelsen følgende:

  • At være sig bevidste om, at de 11-13 årige hverken besidder viden eller interesse for bevægelse, som gør det troværdigt at kommunikere til dem, at det er ”in” at tænke bevægelse i relation til transport
  • Fokus på at børnene ikke har nogen som helst viden på området. Forklaringen af hvorfor de skal bevæge sig, kan være et vigtigt element i motivationen
  • Fokus på at forældrene oftest vurderer deres børns behov for bevægelse ud fra deres egen helhedsvurdering (=hvad synes rimeligt for mit barn?) end ud fra en tidsfastsat anbefaling. Derfor er der overfor forældrene brug for argumenter, som indeholder viden om børn & fysisk aktivitet, således at
  • forældrene kan forstå baggrunden for den tidsfastsatte anbefaling og derfor i højere grad kan bruge den som rettesnor
  • Være opmærksomme på, at børnene er meget optaget af at relatere sig til hinanden og skabe selvstændig identitet indenfor gruppen. De mest interessante aktiviteter bliver dermed noget, som man foretager sammen med jævnaldrende, uden at man risikerer at udstille sig selv på en negativ måde
  • Som konkret aktivitet i forbindelse med ”kroppen som transportmiddel” kan man opfordre børnene til at følges ad til og fra skole. Dette kan gøre transporten lidt sjovere
  • Arbejde på at få skabt mere sikre skoleveje, herunder især sørge for flere sikre cykelstier/transportveje i landområderne
  • Samarbejde med skoler om nye, alternative måder at indarbejde bevægelse i den traditionelle klasseundervisning, fx undervisning i felten
  • Samarbejde med skoler om at få udviklet idrætstimerne, så man netop fra 6.-7. klasses niveau begynder at lægge mere vægt på at få introduceret nogle anderledes sportsgrene
  • Benytte sportslige rollemodeller og forbilleder som talsmænd, der henvender sig direkte til børnene om, hvordan de kan få mere bevægelse i deres liv.

(…)

3.2.3 Holdning

Elevernes holdning til bevægelse og motion er, at det kan både være sjovt og kedeligt. For at børnene skal opfatte det som sjovt, har de følgende krav og ønsker:

  • Det er vigtigt, at det er aktiviteter, som foregår sammen med vennerne
  • Det skal være afvekslende
  • Det skal være udfordrende, men de skal være nogenlunde gode til det, dvs. det må ikke være for udfordrende
  • For de ældste/mest modne skal det være noget, som adskiller sig markant fra det, som de foretog sig tidligere ”hvor vi var børn. Nu er vi teenagere”
  • Det må ikke være for kedeligt. Bevægelse uden sjov betragtes som rigtig hårdt (både fysisk og psykisk)
  • De ældste/mest modne piger bryder sig heller ikke om, hvis udfoldelserne får dem til at tage sig dårligt ud, herunder får dem til at svede, da det lugter, ødelægger frisuren, får make-up til at løbe, gør dem røde og opkogte i ansigterne)

Det gode ved motion/dyrke sport:

  • At man kan være god til noget
  • At man kommer af med uro i kroppen, aggressioner eller dårligt humør
  • At man kan være sammen med venner om det

Idrætstimerne i skolen vurderes ofte som kedelige. Timerne har det samme indhold, som de hele tiden har haft, og eleverne synes, at der er brug for fornyelse.

 (Kilde: Get moving – kroppen som transportmiddel – en kvalitativ analyse, Sundhedsstyrelsen og Millward Brown, 2007)