Det politiske system

Folketinget

Folketinget

Folketinget består af 179 medlemmer.

Der skal udskrives valg mindst hvert 4. år.

Statens indtægter

Statens indtægter

Statens indtægter kommer fra:

  • Skatter (indkomst, formue, ejendom)
  • Afgifter (på forbrug, fx el, benzin, renovation)
  • Moms (20% af en vares pris overføres til staten)

Regionerne

Regionerne

De fem regioner er:

  • Region Hovedstaden (København, Nordsjælland, Bornholm)
  • Region Sjælland
  • Region Syddanmark (Fyn og Sydjylland)
  • Region Midtjylland
  • Region Nordjylland

Det politiske system

Det danske samfund er et repræsentativt demokrati. Det vil sige at politikerne i Folketinget, der vedtager lovene, er valgt af befolkningen. Folketinget er den lovgivende magt.

Det eller de partier der tilsammen kan samle et flertal, danner regering, når der har været valg. Regeringen er den udøvende magt. Den kan fremsætte love, og den regulerer samfundet gennem bekendtgørelser og cirkulærer. Det er ministrenes ansvar.  

Regeringen udpeger ministrene, fx sundhedsministeren, der gennemfører regeringens politik. De leder ministerierne, fx sundhedsministeriet, der består af et departement og af en eller flere styrelser, i sundhedsministeriet er der kun en styrelse: sundhedsstyrelsen. Departementet er ministeriets centralforvaltning, mens styrelserne tager sig af bestemte fagområder.

Tre politiske niveauer

Politisk styres landets sundhedspolitik fra tre politiske niveauer:

  • Folketinget. Her besluttes lovene, og de økonomiske rammer for Danmark fastsættes hvert år. Det sker med vedtagelse af finansloven der rummer en oversigt over landets samlede indtægter (fx skatter, afgifter) og udgifter det kommende år.
  • Regionerne. Danmark er opdelt i 5 regioner der har ansvaret for den primære sundhedssektor (praktiserende læger, apotekerne) og den sekundære sundhedssektor (sygehusene). Regionerne må ikke opkræve skat.
  • Kommunerne. Landets 98 kommuner har ansvar for folkeskoler, forebyggelse, ældreomsorg, genoptræning mv. Kommunerne opkræver kommuneskat.

Lovarbejdet

Den siddende regering forsøger at gennemføre så meget af sin politik som muligt gennem lovforslag. En lov skal forelægges Folketinget til forhandling og vedtagelse. Det sker gennem tre forhandlingsrunder: 1., 2. og 3. behandling.

Det betyder at de andre partier i Folketinget har mulighed for at påvirke lovens indhold mod til gengæld at stemme for den endelige lov ved 3.behandlingen.

Men andre har også mulighed for at komme til orde. Før og under fremlæggelsen af loven forsøger interesseorganisationer, erhvervsliv og fagforeninger at påvirke lovens udformning. Det kaldes for lobbyisme, og det er helt normalt i et demokratisk samfund. Politikerne kan altid spørge eksperter eller interesseorganisationer til råds. Det vil som regel betyde at kvaliteten af loven bliver bedre.

Hvis regeringen får flertal for lovforslaget, er loven vedtaget. Så skal det pågældende ministerium udarbejde en række bekendtgørelser og cirkulærer der beskriver, hvordan loven skal føres ud i livet. Hvis regeringen – mod forventning – kommer i mindretal ved 3.behandlingen kan den vælge at træde tilbage.

Ofte vil det være sådan, at det er regionernes og kommunernes politikere, der skal anvende den nye lov.

Forvaltningens rolle

Ved siden af det politiske system er der et forvaltningssystem der fungerer på de tre niveauer. Det rådgiver politikerne og administrerer de mange love og bekendtgørelser i ministerier, regioner og kommuner.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse tager sig af den politiske prioritering, de økonomiske rammer og lovgivningen. Sundhedsstyrelsen er ministeriets forvaltning der både skal rådgive, udøve og kontrollere. Når Folketinget vedtager at der skal bruges flere penge til sundhedsforebyggelse for unge, er det sundhedsstyrelsens ansvar, at der sættes forebyggelsesinitiativer i gang fx Get moving kampagnen.

Sundhedsstyrelsen fastsætter de faglige rammer om sundhedsarbejdet i Danmark. Sundhedsstyrelsen giver uafhængig faglig rådgivning til de tre politiske niveauer: Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, regionerne og kommunerne.

Regionerne har ansvar for driften af sygehuse, psykiatri og samarbejdet med de praktiserende læger og speciallægerne. Det betyder at regionerne skal lave aftaler og overenskomster (løn) med sygehuse og læger så sundhedsbudgetterne kan overholdes.

Sundhedsbudgetterne udgør en meget stor del af de samlede sundhedsomkostninger, og det er en stor udfordring at få enderne til at hænge sammen. I takt med at lægerne finder nye og dyre behandlingsmetoder til alvorlige sygdomme, øges det økonomiske pres.

Kommunerne står for forebyggelsesarbejdet og de borgernære sundhedstilbud. Det er fx sundhedsfremmende initiativer som naturfitness og idrætsanlæg, samt at bruge de kampagner der laves i sundhedsstyrelsen.

Den primære og sekundære sundhedssektor  

Den primære sundhedssektor er den del af sundhedsområdet der er knyttet til borgerens eget hjem. Egen læge, tandlæge, apotek, hjemmehjælp, fysioterapeut mv. Der er overvejende tale om forebyggelse.

Den sekundære sundhedssektor er den del af sundhedsområdet der overtager opgaverne efter den primære sundhedssektor. Sygehuse og specialklinikker. Der er overvejende tale om behandling.

Alternative behandlere, fx naturmedicinere, er uden for ”systemet”. Det er borgerens frie ret at vælge en alternativ behandling, men den vil som regel ikke være dækket af den offentlige sygesikring. Fitnesscentre, kost- og ernæringskonsulenter, idrætsklubber mv. udgør den kommercielle eller private del af sundhedsområdet.

Og så er der en sidste ”sektor”: Dig selv. Du er den nærmeste til at tage ansvar for din sundhed og forbygge sygdomme og andre lidelser.

(kilde: cand.mag., medierådgiver Henrik Poulsen)